Om Anette Zimmerlund
Altså... Hvordan f**** koger jeg en 40 år lang livsfortælling ind til et tekststykke, som skal ramme bredt og sige alt det vigtigste om mig og min kunst på én gang??
Øøøøh, nok ved at acceptere, at det... kan.... man .....ikke!
Og det er nok egentlig et meget godt billede på, hvorfor jeg er kunstner i dag.
Andres ord blev til min sandhed. Min overbevisning var altid, at jeg aldrig kunne blive kunstner – en fortælling, jeg tog med mig ind i ungdoms- og voksenlivet. Og den var bare én fortælling blandt rigtig rigtig mange.....
Men alt ændrede sig, da jeg opdagede, at jeg bar på noget tungt, som drænede mig og gjorde vejen uklar. Jeg fór vild i mørket, men i det sorte fandt jeg den drivkraft, jeg besidder nu.
I dag er fortællinge min egen. Vejen herhen var hård, men den var - og er stadig - det hele værd. Min kunst har skabt et frirum, og jeg invirerer dig med herind. Et sted at spejle sig. Føle sig set og accepteret. Finde styrke til at slippe det, der ikke nærer. Og vælge mere af alt det gode.
Jeg sidder ved bordet og ser verden med øjne og ører, der fanger det små, de fleste overser. Min hjerne filtrerer, twister og omsætter det til streger og ord på papir. Jeg skaber frit, uden regler, og vokser mig stærkere gennem kunsten – dag for dag.
Læs mere om
Mig og mit liv
Mit navn er Anette Zimmerlund, født i 1985. Jeg bor i Ikast med min mand Benjamin og vores to børn, Molly og Oswald. Jeg er opvokset i Snejbjerg ved Herning sammen med mine forældre og to søstre.
Jeg blev uddannet lærer i 2011 og arbejdede frem til 2022 i folkeskolens udskoling. Jeg trivedes med de unge og undervisningen, og jeg nød faktisk at have en chef og et skema, der viste mig, hvor jeg skulle være og hvornår.
I 2022 blev jeg selvstændig kunstner. Ikke fordi det var planen, men fordi muligheden opstod. Det hele startede med linoleumstryk, selvom jeg egentlig altid har malet med akryl. Pludselig var der efterspørgsel på mine linoleumstryk, og trykkeriet startede op hjemme i køkkenet.
Som barn var jeg god til at tilpasse mig og mærke stemninger. Udadtil fungerede det fint, men indeni føltes det anderledes. Med tiden blev det tydeligt, at der var afstand mellem det liv, jeg levede, og det jeg længtes efter.
På læreruddannelsen mødte jeg mennesker med en sundere måde at være i verden på. Det blev starten på min terapi og et kæmpe arbejde med mig selv. Du kan læse mere om det under Min personlige udvikling.
I dag arbejder jeg i mit atelier i Ikast sammen med min søster Amanda, som også er kunstner. Hun er min klippe og en stor inspiration. Vi afholder workshops og prøver at finde vores vej i en verden, der hele tiden forandrer sig.
I 2024 fik jeg diagnosen ADHD. Jeg fungerer nu i livet, føles jeg lykkes på flere parametre. Medicinen giver mig rum til at mærke efter og handle med selvomsorg, grænsesætning og omtanke.
Min personlige udvikling
I mine ungdomsår farede jeg forvirret rundt i Herning og omegn og søgte anerkendelse, respekt og kærlighed ude i verden. Mit selvværd var lavt, men min selvtillid kunne godt fylde. Den perfekte maskering.
Alkohol fyldte meget i weekenderne og førte ofte til blackouts, uheldige situationer og en tung følelse af bundløs skam og skyld. Jeg var vred i mit møde med verden, og indeni var der kaos. Udadtil fik jeg det til at se let ud. Jeg vidste ikke, at det var en mulighed at vise usikkerhed og være sårbar.
Da jeg startede i terapi, blev min verden vendt på hovedet. Jeg opdagede, at mit indre kompas var skævt. Jeg navigerede efter verden udenfor i stedet for fra mig selv. Det var hårdt at erkende, men også en lettelse. For så kunne noget jo ændre sig.
Vi arbejdede med min barndom og det miljø, der havde formet mig. Det gjorde ondt at se, hvor lavt jeg tænkte om mig selv, og hvor dårligt jeg passede på mig selv. Men det gav mening ifht. min uro og mine mønstre.
Langsomt begyndte jeg at forstå mig selv på en ny måde. Jeg stod et andet sted. Et stærkere sted, hvor jeg kunne vælge anderledes. Sætte grænser. Sige fra. Være min egen ven.
Jeg er stadig dybt taknemmelig for, at jeg satte mig i den stol hos Karin.
Fortællingen bag mine værker
Hver eneste reminder udspringer af noget, jeg selv har stået i. Steder, hvor jeg har mistet mig selv, men valgt at kigge ind i mørket.
Nogle af disse værker følger min historie. Det er blandt andet 'Det du vander vokser', 'Alt starter med mig', 'Leverpostej', 'Kaptajn', 'Jeg vælger kærlighed' og 'Lag for lag'. Lad mig lige prøve at sætte dem i en kontekst:
Leverpostejen opstod i en periode, hvor jeg var bange for at forsvinde. Ikke sådan konkret, men mere følelsen af, at det ikke gjorde nogen forskel, om jeg var her eller ej. Der var ingen ro indeni. Mit følelsesliv var kaotisk, mit parforhold ekstremt svært, og hverdagen føltes flad og tung. Jeg opdagede gennem terapien, at jeg ikke er noget specielt. Unik, jo! Men ikke specielt. Og det var svært at overgive mig til. For... Skulle jeg så ikke være krystalhealende bjerggeds-hvisker på et bjerg i Nepal?
Jeg havde brug for at mærke, at jeg levede. Så jeg skabte uro og drama i håbet om at fremkalde noget. En følelse. Samtidig gav jeg omverden ansvaret for, hvordan jeg havde det. Især min mand. Hvis bare han for f***** ændrede sig, ville jeg få det bedre.
Jeg var faret totalt vild!
Den dag det gik op for mig, at jeg selv havde ansvaret for min lykke, ændrede noget sig. Alt starter med mig. Say what? Den erkendelse ramte hårdt, men den gav også håb. For så kunne jeg jo faktisk gøre noget.
Jeg begyndte at forstå, at mine tanker, mit fokus og mine handlinger former mit liv. At det, jeg vander, vokser. Og at jeg selv vælger, hvilke frø jeg sår.
Det har krævet, at jeg har givet slip på gamle overbevisninger. Jeg snubler stadig og falder tilbage indimellem. Men jeg finder hurtigere tilbage til roret nu. Mine værker minder mig om, hvad jeg har lært, og hvad jeg har brug for at huske.
Jeg øver mig i at møde det svære med omsorg. At vælge kærlighed og give plads til det, der gør ondt. Jeg er - lag for lag - kommet tættere på min kerne, som både er stærk og sårbar.
Måske kan du genkende noget i min historie? Jeg tror, vi er mange, der går en lignende vej. Alle med vores egen unikke historie, men aldrig alene om om følelserne og smerten. Den er universel - og den deler vi.
Hvordan jeg bruger mine remindere selv
Hver eneste reminder udspringer af min personlige udviklingsproces efter mange års terapi. De er små visuelle huskesedler, som hjælper mig med at holde snuden i sporet, når livet bumler afsted.
At ændre vaner og tankemønstre er sgu svært. Jeg faldt konstant tilbage i mine gamle mønstre, som for mig kunne betyde angst, selvdestruktion og svære relationer. Det var så frustrerende! Mine erkendelser blev ligesom i hovedet! De kom ikke rigtigt ud i mine handlinger. Jeg var SÅ frustreret og følte mig enednu mere uduelig i livet. Nu havde jeg al den viden, men kunne ikke rigtig omsætte den til forandring.
Senere skulle det vise sig, at der (heldigvis, får jge lyst til at sige), var en dybereliggende grund til dette: en uopdaget ADHD diagnose. Da min psykolog nævnte, at der måske lå noget bag min fastlåsthed og uro, tændtes der et håb. Jeg var presset og havde brug for, at noget ændrede sig.
Da jeg lavede linoleumstrykket Det du vander vokser, forstod jeg essensen af noget - og mange ting faldt på plads. Det blev enkelt og tydeligt for mig. Ordene, udtrykket og processen gav bare mening på en ny måde. Indsigterne skulle ud af hovedet og stå sort på hvidt.
Her mærkede jeg pludselig, at min lange udviklingsrejse, min kreativitet og min lyst til at give videre hang sammen. Det blev starten på mine remindere og mit liv som selvstændig.